Swiss Alpine K78
Swiss Alpine er et af de ikoniske løb, som man bare skal prøve. I år var det 25. gang, at løbet skulle afholdes, og jeg deltog på den længste distance - K78. Swiss Alpine løbes fra/til den kendte Schweiziske by Davos. Her bliver der hvert år afholdt det store World Economic Forum, hvor en række statsledere og økonomer mødes og ordner verdenssituationen (sådan da).
Jeg skulle ikke ordne verdenssituationen (heldigvis), men 'blot' løbe 78,5 km. med ca. 2,2 km. stigning og fald. Bl.a. skal man henover to bjergpas på over 2600 m. højde, og der er bl.a. en uafbrudt stigning på ca. 21 km., hvor man kommer fra 1.019 m. over havet til 2.623 m. over havet. Visse steder er stigningen så kraftig som 24 % - ubehageligt!
Jeg var taget til Davos sammen med 4 af mine løbekammerater. Vejret havde været mindre godt op til løbet, med en masse regn og snefald i de højereliggende pas, men på løbsdagen var vejret rigtigt godt med sol og ganske behagelige temperaturer selv i højderne.
Jeg havde valgt at løbe i en fangedragt fra Horsens Fængsels Marathon. Det vakte jubel hos tilskuerne og de andre løbere, og var helt klart med til at give mig en god løbeoplevelse.
Løbet startede kl. 8, og der var 12 timer til at gennemføre. Der var også mulighed for at starte allerede kl. 6, men jeg vurderede, at jeg ikke ville få brug for de ekstra to timer. Der var en del danskere med, men ikke så mange, som jeg kendte.
De første 31 km. deler rute med to af de kortere ruter, hhv. K31 og C42. På løbets højdeprofil ser denne del af ruten relativt flad ud, men det fandt jeg ud af, at det er altså ikke tilfældet. Det er nemlig hele tiden små bakker op og ned, og dem kan man ikke se på højdeprofilen. Jeg vil nærmest sammenligne strækningen med Rudersdal ruten + 25 %, altså ganske krævende. Strækningen er meget smuk. Man løber på skovstier på bjergskråninger langs med en flod, og der er meget ofte bjergtagende udsigter ned mod floden og op mod bjergene på den anden side af floddalen. Man kommer gennem en række små bjerglandsbyer, gennem et par små tunneller og også på en smal jernbanebro, der slår en flot kurve, højt over floden. Her kan man kigge direkte ned på floden gennem broens trædeflade af åbenmønstrede jerngitre - blot som en advarsel for dem, som lider af højdeskræk!
Efter 31 km. (Filisur) har ruten K31 mål, og man får målt sin mellemtid. Jeg brugte 3:13 på at nå hertil. Kort herefter løber ruten C42 videre ned langs med floden mod sit mål efter 42,195 km., mens ruten K78 drejer op af en sidedal, og stigningerne begynder. Frem mod næste mellemtid i Bergün, er der en lang, jævn stigning. Her løber man primært på asfaltvej, og jeg havde troet, at jeg kunne løbe her. Det kunne jeg ikke! Stigningen var det meste af tiden netop så stor, at jeg vurderede, at jeg ville bruge væsentligt flere kræfter ved at gå end ved at løbe, vel at mærke uden, at jeg ville komme væsentligt hurtigere frem. Da der stadig manglede mere end et marathon, tog jeg den med ro, og gik det meste af strækningen op mod Bergün. Heldigvis går jeg ret hurtigt, og jeg tabte derfor ikke særligt meget i forhold til den tid, som jeg havde forventet. Jeg var i Bergün (39,2 km.) efter 4:16.
I Bergün var den hårde marathonrute, K42, startet 45 - 50 min. før jeg kom hertil. Der er mange, der løber K42, så det følgende stykke havde været meget tæt befærdet, hvis jeg var kommet hertil omkring det tidspunkt, hvor de startede. K42 følger stort set samme rute som K78, men er en del kortere. Det første stykke efter Bergün var stigningen ikke så slem. Man løb på ganske brede grusstier, så jeg kunne løbe ganske uhindret her. Efter et lille stykke tid drejede man imidlertid væk fra de brede stier, og ind på mindre stier, og så begyndte stigningerne ellers for alvor! Jeg kæmpede mig op af, og selvom jeg blev nødt til at gå, gik det bestemt ikke langsommere end alle de andre, som også kæmpede sig op af bjerget.
Efter den lille bjerglandsby, Chants, blev stigningerne nærmest absurde! Først gik man op af en god bjergsti, som snoede sig med hårnålesving opad, men herefter kom man ind på en meget smal sti, hvor det føltes som om, at noget bjergbestigningsudstyr ville have gjort nytte. Jeg kæmpede mig op med 3 – 4 km/t., men overhalede alligevel langt en hel del af de andre ’løbere’. Den tynde luft kunne virkelig mærkes, og mange måtte standse op for at få vejret, eller fordi de havde kramper. Selv måtte jeg stå og nyde udsigten en enkelt gang.
Man kom efterhånden op over trægrænsen, og stigningen fladede noget ud. Det var stadig for stejlt til, at jeg ville løbe, men nu var der for alvor en god udsigt. Man kunne se sig tilbage over den dal, hvor vi var kommet fra, eller kigge rundt på bjergtoppene, som ikke var så vanvittigt meget højere, end vi var nu. Der var dog stadig et par km. til toppen. Flere steder var der vandtrug, hvor vandet fra de rene vandløb blev opsamlet, og hvor man kunne stille tørsten eller blive kølet lidt ned.
Efter en lang, stejl og meget hård opstigning kom jeg endelig til det højeste punkt på ruten, Keschhütte. Her satte jeg mig og strammede skoenes snørebånd, så tæerne ikke ville banke så meget op mod skosnuderne, når der skulle løbes nedad. De næste 7 km. gik dog ikke særligt meget nedad. Her løb man på en meget smal sti på en bjergside. Stien havde rigtig mange ’hindringer’ i form af løse sten, store stenblokke, små vandløb, konstante små stigninger og fald, mv. Man kunne kun med ekstrem forsigtighed passere hinanden, så når man kom til langsommere løbere, var man afhængig af, at de gav plads. Det var folk dog generelt gode til.
Jeg havde frygtet, at jeg ikke ville være i stand til at løbe her pga. den tynde luft, og den store anstrengelse det havde været at komme op af bjerget, men jeg var ekstremt godt løbende nu. På de syv km. frem til det næste høje punkt, Scalettapass, blev jeg overhalet af 2 løbere, og begge gange var det fordi jeg var fanget bag langsomme løbere, og jeg ville have, at de skulle prøve at finde en vej forbi de langsomme.
Ved Scalettapass stod en læge og kontrollerede, om man var ok – godt med sådan en sikkerhedsforanstaltning, for turen ned fra passet var virkelig stejl og farlig. Det gik meget kraftigt nedad, og jeg var nu nået op til den tungere ende af K42-feltet. Jeg fandt hurtigt ud af, at det tempo, som jeg ville løbe med, var væsentligt hurtigere end langt størstedelen af de andre løbere, så jeg måtte lave ufatteligt mange overhalinger på vej ned. Det var vanvittigt farligt, men jeg var både dum og dristig denne dag. Det gik rigtigt godt til jeg var næsten helt nede af den stejle del – og så gik det spektakulært galt!
Jeg havde fulgt i hælene på en gammel mand, som med dødsforagt kastede sig ned af bjergsiden. Sammen havde vi overhalet ufatteligt mange løbere, og var overhovedet ikke blevet overhalet på vej ned. En enkelt gang faldt han, men sprang op igen med det samme, og løb videre. Det samme gjorde jeg, da jeg faldt, men jeg måtte hurtigt sande, at jeg ikke var ok. Vi havde skullet overhale 5 løbere, og de gav fint plads, så vi kunne overhale imellem dem. Desværre lå der en stor sten, som jeg ikke fik min højre fod henover. Da jeg skulle tage det næste skridt var højre fod derfor alt for langt bagude, og jeg kurede på hovedet ned af stien – faceplant!
Så snart jeg var faldet, sprang jeg op igen, og løb videre, mens jeg spyttede småsten og blod ud, men heldigvis ikke tandstumper, selvom jeg på det tidspunkt frygtede, at det var tilfældet. Jeg havde slået fortænderne lidt ind, men det var ikke noget alvorligt, og havde fået revet læberne og huden mellem mund og næse godt op, ligesom jeg havde fået en masse skrammer og blå mærker overalt på overkroppen, knæ og lår. Jeg havde dog ikke slået hovedet seriøst, og kunne fortsætte. Den højre storetå føltes dog ret medtaget, og jeg måtte hurtigt sætte tempoet ned, da tåen gjorde voldsomt ondt.
Ved næste depot var der en samariterpost, og jeg overvejede at lade dem kigge på skaderne. Jeg var dog bange for, at de ikke ville lade mig fortsætte, hvorfor jeg blot tog en svamp og vaskede det værste skidt ud af skrammerne, hvorefter jeg fortsatte. Kort efter måtte jeg dog sætte mig og løsne skoen, så tåen, der nu var godt hævet og lettere blodig, kunne få bedre plads i skoen. Det måtte jeg gøre en del gange de 14 - 15 km. der var til mål.
For at skåne tåen, brugte jeg kun ydersiden af højre fod, så jeg undgik at lægge pres på storetåen. Det var hårdt, men jeg fik kæmpet mig i mål. Det var en stor, stor lettelse at komme i mål på stadion i Davos, og jeg er meget stolt af den jakke, som man fik i målet, hvor der i nakken står ”Finisher K78”.
Problemet med tåen har de efterfølgende to uger holdt mig fra at løbe – rigtigt surt, og rigtigt dårligt for træningen op til mit næste projekt – 100 Miles løbet på Mors d. 11 – 12. september.
