Tracktime BLOG for MKR

Mon ikke alle har prøvet det?: At være inde i en god træningsperiode med god udvikling og så at blive afbrudt. Enten afbrudt af omstændigheder i familien, arbejde, rejser eller blot at glide ud af den gode rytme igen.

Under alle omstændigheder inddeler jeg mine pauser i motiverende pauser og demotiverende pauser. For mig er det det samme som selvvalgte pauser og pauser, som jeg ikke selv har ønsket. Jo flere kilometer og jo mere intenst jeg træner, jo mere forstyrrende og demotiverende er det, når noget kommer i vejen for min træning.

I en periode over et par måneder har jeg stille trappet min træning op så jeg løber næsten hver dag, kun med en restitutionsdag efter meget hårde træningspas. Når jeg tager en løbefri restitutionsdag er det selvvalgt. Det er en nødvendighed i forhold til at fremme min træning og for at forebygge skader. Når der er træningsfri, tripper jeg for at komme afsted. Jeg vil så gerne, men lader være. Pausen motiverer mig. Jeg forbereder de følgende dages træning, ser mine tider og løbedata igennem for at sætte nye mål og glæder mig til at komme ud igen. Ofte cykler jeg i stedet eller gør noget andet aktivt.

Men så sker det at "noget" kommer i vejen så der ikke kun bliver én restitutionsdag, men at der kommer endnu en løbefri dag. Ovenpå de store forventninger til træningen, kan en ekstra løbefri dag tage luften helt fra mig. Jeg bliver træt af det og undrer mig over at jeg ikke kan organisere mig ud af det, så jeg får løbet, trods besøg, arbejde eller hvad der nu måtte være kommet i vejen. Det er frygteligt demotiverende.

Løsningen jeg har fundet til nogle af situationerne, er at planlægge min træning sådan, at de hårde træningspas lægger sig lige op af de tidspunkter hvor jeg af erfaring ved, at der er risiko for ekstra fridage. Efter de hårde træningspas beslutter jeg mig så for at det vil være ok med 2 fridage, men at det vil være fint hvis det kun bliver til én dag. På den måde får jeg kontrol over de hændelser, der kan komme i vejen for min træning.

Og så er der jo altså de ting der bare kommer på tværs alligevel. Og sådan skal det også have lov at være. Men det er frygteligt demotiverende for mig. Fysisk kan jeg ikke mærke konsekvenser af den ekstra fridag, men psykisk har fridagen konsekvenser, og det er her jeg skal blive bedre til at træne - træne den psyke der hjælper og motiverer mig, men som også lægger hindringer, udfordringer og drillerier ud for mig når jeg træner.

Bliver jeg klogere på det, vil jeg skrive et lille indlæg om det :-)

 For flere år siden, i forbindelse med Broløbet, fra Peberholmen til Malmø Stadion, pådrog jeg mig en løbeskade, der kom til at forfølge mig i flere år. Fra tid til anden måtte jeg undlade at løbe i måneder og en enkelt gang i et halvt år. Kort fortalt havde jeg ikke lavet mit forarbejde til halvmarathonløbet godt nok. Jeg overanstrengte derfor min venstre fod i forbindelse med løbet. I starten, i dagene efter løbet, føltes det som en varm, let smertende fornemmelse i venstre overfod. Hurtigt voksede det til egentlige smerter. Da det kulminerede kunne jeg stort set ikke gå. Symptomerne var som følger: Når jeg gik/løb og venstre fod var tilbage og parat til at sætte af i et skridt, kom der et meget smertende jag igennem fodens overside. det kan bedst forklares som en smerte der mindede om at alle nerver, der hæfter på indersiden af huden på fodens overside, blev revet over i et snuptag. Og det blev ved.

Det betød mange pauser og mange besøg ved lægen, fysioterapeuter osv. Nu, flere år efter dukkede smerterne op igen (uden helt at have været væk). Først var jeg ved egen læge. Derefter fysioterapeuter, kiropraktor, akupunktør, idrætsklinik, CT scanning i Viborg mm. Ingen kunne finde en årsag. Konklusionen blev at Idrætskliniken i Silkeborg kunne tilbyde mig en binyrebarkhormon indsprøjtning idet eneste mulighed, som de kunne se, var en betændelsestilstand, som ikke var synlig udefra. Da den type indsprøjtning er en heftig omgang for kroppen og forbundet med en vis risiko, takkede jeg nej.

Et par måneder senere, henvendte jeg mig telefonisk til en fysioterapeut i Ry syd for Århus. Han er selv løber og en meget erfaren fysioterapeut. Han lyttede på mig i 5 minutter og bad mig så i telefonen om at sætte mig ned og strække foden fremad - altså strække benet og strække tæerne så langt frem som muligt. Jeg kunne stort set ikke strække tæerne - smerten var meget voldsom. Han bad mig om at holde foden der hvor smerten blev for heftig. Lidt efter kunne jeg strække foden lidt mere. 5 minutter efter kunne jeg strække foden helt ud. Efter ca. 5 minutter mere i helt strakt tilstand, bad han mig om at rejse mig. Smerten var væk!!!! Han sagde at han straks kunne gætte sig frem til årsagen på følgende måde:

Min beskrivelse af smerten i foden handlede om at der på den ene side var meget stærke smerter på fodens overside, men at der samtidig var mange difuse smerter rundt om i foden. Han tænkte først at så stærke smerter måtte stamme fra en nerve og ikke en sene, muskel, træthedsbrud eller lignende. Dernæst tænkte han på hvad der lå af nerver i overfoden, som kunne have betydning for fodens stræk. Ligesom sener ligger i seneskeder, så ligger også nerverne i nogle hinder. Ved lang tids hård træning kan der opstå en forsnævring af disse hinder, ligesom ved seneskede problemer. Dette var årsagen. Og en helt almindelig årsag. Så behandlingen var: Lav fod-stræk-øvelsen så tit du kan (når du sidder og ser tv, læser, arbejder osv.) og lad den indgå i det OBLIKATORISKE udstrækningsprogram efter løb. Derudover kunne jeg bare løbe alt jeg havde lyst!

Efter telefonsamtalen, tog jeg mine løbesko på og løb 10 km uden nogen form for ubehag eller smerter - og har ikke haft det siden. Jeg har samtidig taget alle ekstra indlæg ud af mine sko og løber nu blot i sko der i sig selv understøtter mine fødder. Det kalder jeg en fantastisk fysioterapeut der kender kroppen og dens små kringelkroge.

Efter mange års løbetræning med varierende intensitet, følte jeg i foråret 2010 at min form stagnerede trods en del træning. Jeg har altid nydt det afstressende i de lange løb, hvor tankerne bare flyver, idéer opstår og jeg bare kan nyde de smukke omgivelser omkring Århus. De lange ture har jeg altid kombineret med kortere hurtigere ture. Mest af alt har det været tid, der har været den styrende faktor i forhold til mine valg af træningspas.

I marts 2010 deltog jeg i Berlin Halvmarathon. Det var ca. halvmarathon nr. 15, men denne gang havde jeg trænet mere målrettet og hårdere end ved de tidligere løb. Naturligvis gav det bonus i en bedre tid end tidligere. Og det gav blod på tanden i forhold til at styre min træning i meget højere grad end tidligere. Inden Berlin Halvmarathon havde jeg forsøgt mig frem med intervaltræning i form af 30 sekunders intervaller. Der var ingen tvivl om at den type træning gav mig noget andet end den træning jeg var vandt til. Efter et træningspas blev baller, læg- og lårmuskler virkelig ømme.

Den træning jeg var vandt til, var ikke hård på den samme måde som intervaltræning og meget hurtigt mistede jeg lysten til at træne. Det blev for teknisk og for fokuseret på sekunder og præstation. I nogle uger løb jeg slet ikke og frustrationen bredte sig. Men jeg startede træningen igen og opnåede som sagt et tilfredsstillende resultat i Berlin (1t 35m). Denne tid opnåede jeg trods en skade i venstre fod, som jeg vil skrive om i et andet blog-indlæg.

Nu er jeg meldt til både Powerade Halvmarathon i København den 12. september og Berlin Marathon den 26. september. I forbindelse med træningen op til de to løb, har jeg igen forsøgt mig frem med intervaltræning. Og nu er min krop ved at vende sig til konceptet, samtidig med at min indstilling til træningsformen har ændret sig markant. Efter ganske få uger med træningspas bestående af 2 km opvarmning - 11 x 30 sekunders intervaller med max. hastighed - 2 km roligt løb kunne jeg mærke markant formfremgang. Først blev der skåret 2 minutter af min 5 km tid. Efter nogle flere uger røg der endnu et minut fra  tiden og nu er jeg ved at kunne lægge min faste løbehastighed fast på et tempo der ligger ca. 4 minutter under mine tider for få måneder siden.

Samtidig har jeg fået nye måder at kommunikere med mig selv på når jeg løber. Jeg har fortsat de lange ture hvor tankerne får lov at flyve. Men jeg har også tempoture - kortere distancer med højt og stabilt tempo, bakkeløb, terrænløb udenfor stier og altså også intervalløb. Og nu må jeg erkende at intervalløbet hører til blandt mine favorit træningspas. Det der før blev opfattet som smerte i mine tanker, bliver nu opfattet som "max ydelse der fører til markant formfremgang". Samtidig er det fantastisk at mærke hvordan kroppen fungerer og hvor fantastisk det føles når hver en muskel, inklusiv hjertet, arbejder med maksimal styrke. Faktisk tager jeg tit mig selv i at løbe med et smil på læberne mens et af de hårde intervaller folder sig ud.

Så herfra skal lyde en stor opfordring til alle der gerne vil mærke formfremgang, til at begynde at lege med intervaltræning. Intervalløb kan se meget forskellige ud: Længde og varighed kan og bør varieres, flade ruter kan varieres med bakkede forløb osv. Jeg vil dog i samme åndedrag understrege det samme som alle andre gør opmærksom på i forbindelse med denne type træning: Det er ekstremt hårdt for kroppen, hvilket let kan mærkes i starten. Derfor er det ikke denne type træning man skal starte med. Det bedste råd er at sørge for at være i god grundform før man begynder. Forcerer man træningen vil skaderne uden tvivl dukke op. Derudover bør man starte med færre intervaller med lavere intensitet og så langsomt bygge træningen op. Og husk at varme ordentligt op før intervallerne og at variere denne type træning med andre, mindre krævende træningsformer. God fornøjelse!