Tracktime BLOG for Linesc

Tiden er gået, og det er jeg også - for løbe har jeg jo ikke kunnet.

Endelig har jeg fået svar på mine røntgenbilleder og scanning af det dumme knæ.

Der er begyndende degenerativ sclerose og tilspidsning af en eller anden knogle, det er hvad jeg mener lægen sagde, det er altsammen latin for mig . Men brusken har det fint nok, og det bliver ikke nødvendigt med en operation, JUHUUUU 

Desværre kommer jeg ikke ud at løbe lige med det samme. Jeg skal først have trænet knæet op igen (jeg har ikke rigtig kunnet tage mig sammen til at lave mine knæøvelser, før jeg vidste om de gjorde mere skade end gavn, så det er en OMMER..)

Derudover skal der lige 20-30 kg af vægten  Det bliver den store hurdle.
Det er jo ikke fordi jeg bare har været ligeglad indtil nu. Jeg har flere gange gjort en efter min mening stor indsats for at opnå et vægttab.
Bare fordi at løbe er endnu en gulerod, ligesom at kunne passe det tøj jeg gerne vil gå i, at kunne være i vores bittelille brusekabine uden at føle mig som en elefant, og mange mange andre ting, får jeg det ikke nemmere.

Hvis I vidste hvor mange gange jeg har taget beslutningen om at lægge min livsstil om og blive sund og mindre rund. Hvor mange gange jeg har kastet mig over opgaven og tabt 2-8 kg, før vinden i sejlene tog af.
Jeg har nogle personlige "issues" der gør at jeg har lidt sværere ved at holde vægten/koncentrere mig om kost og motion end de fleste. Det skal ikke være nogen undskyldning - men det bliver det alligevel.

Nu står jeg så her, og ønsker brændende at gøre noget godt for mig selv, passe på mig selv, give mig selv noget at glæde mig over.
På den anden side frygter jeg nederlaget, endnu et "bevis" på at jeg aldrig vil opnå min drøm at blive normalvægtig.

For første gang i mit liv tager jeg nogle gange mig selv i at overveje en operation (gastric bypass). Jeg kender en, der har fået den foretaget, så jeg ved godt at det ikke på nogen måde er en let løsning, og der kan være mange bivirkninger. Så det bliver ved overvejelserne.
Og så vil jeg (prøve) at give det endnu en skalle at klare det selv.
Jeg vil (prøve) at klare det selv.
Jeg vil klare det selv.
Jeg VIL klare det selv.
JEG VIL SELV!!!

Wish me luck, tror det er sidste chance. Psyker lige mig selv lidt mere:

Jeg KAN leve sundt
Jeg VIL lave mine styrkeøvelser 3 gange om ugen
Jeg VIL se min yoga-dvd (og udføre øvelserne) 3 gange om ugen (også selvom jeg får hovedpine de første ti gange)
Jeg VIL veje mig hver dag og gå på lange stroppeture, hvis vægten ikke vil som jeg.

Fortsættelse følger, hvis jeg kommer tættere på at løbe igen.

Jeg savner noget mere aktivitet - synes ikke der er ret mange der skriver nye indlæg for tiden.

Når mit navn sådan bliver ved med at stå under "nye blogindlæg" føler jeg mig som en eller anden opmærksomhedssøgende højtråbende aktivist.

Egentlig skriver jeg, fordi jeg også gerne vil have andre skriver, så jeg kan læse om dem.
Jeg vil gerne motiveres af andres gode oplevelser, når jeg har svært ved at komme afsted.
Lære af andres erfaringer, når jeg kommer i tvivl.
Grine og græde med andre, der er i samme løbesko.

Lige nu trænger jeg til at læse om andre, der holder fanen højt mere end nogensinde.

Mit højre lorteknæ har nemlig midltertidigt opgivet ævred, og jeg må vente på en tid hos lægen og måske en scanning.

Det gør ikke specielt ondt at løbe, det er bare ekstra ømt bagefter. Svømme gør endnu mere ondt og jeg HADER efterhånden at gå både op og ned ad trapper.
Tidligere har jeg fået at vide, at knæet er "løst", dvs jeg skal optræne ledbånd, sener og muskler til at holde bedre sammen på det.
Men da jeg startede med at løbe havde jeg trænet begge knæ rigtig godt op, og der er ingen problemer med det venstre knæ.
Til gengæld siger begge mine knæ sjove lyde, og har gjort det i mange år. Det er bare lidt værre i det højre knæ.
Det værste jeg kan gøre er at sidde ned, og strække benet ud. De sidste 5-10cm før benet er strakt siger "knak knak knas knus grus" og så kommer den der trælse ømme smerte øverst i knæet.
Og ligesom når man har knækket en tand, og tungen hele tiden glider hen for at mærke, kan jeg næsten ikke lade være med at lave den bevægelse når jeg kommer ned og sidde.

I sidste uge blev det kun til løb mandag, et forsøg på svømning onsdag og total opgivelse fredag.

Idag brugte jeg motionscenteret, og knækkede løs på cross trainer og cyklede derudaf.
SELVFØLGELIG kunne jeg ikke holde mig fra løbebåndet, og da jeg gik hjem havde jeg pisse ondt igen igen.
Kan jeg så lære det? Sikkert ikke. Det er bare sjovest at løbe.

Det er sjovest at løbe og jeg skal tilbage på banen ASAP så KOM NU!
Giv mig noget at leve af så jeg kan rejse mig en

I dag har været en stor dag. Jeg har kigget på programmet for i dag de sidste to uger med skepsis. Ville jeg rent faktisk kunne gennemføre 3-4-4 løb?

I onsdags gennemførte jeg 3-3-3 med ondt i halsen og en smule feber. For første gang oplevede jeg, at mine muskler blev trætte og ømme, før jeg fik åndenød.

I dag havde jeg hverken problemer med åndedrættet eller musklerne - nok fordi feberen er overstået. Tænk engang, jeg havde været så nervøs, og så gik det faktisk legende let.

Jeg er VILDT fristet til at droppe min beslutning om at gentage denne uges træningsprogram i næste uge. Jeg mener, jeg kan jo sagtens fortsætte fremskridtet!

MEN MEN jeg ved jo godt, at jeg vejer temmelig meget, og at jeg aldrig rigtig har løbet før.

Så i næste uge går jeg baglæns og keder mig med noget jeg ved jeg kan.

For jeg skal I HVERTFALD ikke have nogen skader!!!

Væltede ud af sengen i morges uden meget mod på dagen.
Bandede over hvorfor regnen ikke kunne beslutte sig for hvor tæt den ville falde, mens jeg rodede med vinduesviskerne.
Brugte det meste af formiddagen på at snakke med folk i stedet for at lave noget.
Hvem gider også lave ostehøvle på fuld tid???

Kom hjem, trak vejret dybt og åndede ud på mine løbesko.
Ud af døren, gys det er koldt, lad nu være med at gøre mig sjask våd.
Kryds i kalenderen, hørebollerne i ørerne, mandagsplaylisten på og ud af vagten.

Så smilede heldet til mig, for der blev tørvejr.
Blev ikke halvt så forpustet som første gang jeg løb 3 minutter i træk.
Er det virkelig kun en uge siden!?

En tak til Actionman's blog og hans indlæg om at løfte knæene.
Kæmpe hjælp op ad bakken, det dér.

Pludselig - lige som det var ved at blive rigtig sjovt - var jeg igennem programmet

"Joggede" ned (gik lidt langsommere) til Rammsteins "Ohne Dich"
Episk nummer, det dér.

Så nu sidder jeg her, hjemme igen, foran computeren.
Glad i låget og stolt over at have sejret over det ondeste løbeprogram i MIN verden - IGEN

Hvad pokker skal jeg give mig til resten af idag og imorgen?
Hvorfor skal jeg først løbe igen onsdag??

Men derimod godt naboskab.

På et eller andet tidspunkt i løbet af lørdag eftermiddag, satte vores overbo en seddel i opgangen: Vi holder en lille fest i aften, håber ikke vi generer nogen.

WELL.. ikke i starten. Ikke særlig høj musik, snakken og latter på et niveau man nemt kan abstrahere fra.
Omkring kl. 23 startede FESTEN så. Stadig ingen høj musik, men råb og skrigen og vælten rundt, så vi overvejede om loftet ville holde.
Flere gange i løbet af natten blev der fuldstændig velsignet ro - hvilket gjorde det dobbelt frustrende igen at blive vækket af råb og høje drøn.

Det skal siges, at jeg havde taget dobbelt dosis af noget medicin jeg får, for at kunne sove om natten til hverdag (ikke sovepiller!!).
Min mand sover også som en sten normalt. Så det er noget af en præstation at vække os på den måde!

Derfor har vi nu sat følgende seddel i opgangen og håber det bliver taget til efterretning:

Til Festaberne

Det er IKKE ok at give besked samme dag. De andre beboere skal have tid til
A) Selv at arrangere en fest
B) Finde et andet sted at tilbringe natten
C) Købe høreværn, ørepropper og sovepiller
D) Lade haglgeværet

Således gik søndag. Stadig næsten et døgn til jeg skal ud og løbe. KEEEEDER mig.