Tracktime BLOG for Lea

 Jeg har gået og overvejet det længe og nu har jeg taget beslutningen: Jeg vil for første gang i mit liv løbe maraton. Nærmere bestemt Copenhagen Marathon d. 22. maj 2011.

Jeg overvejer meget, hvad der skal til, for jeg er ikke så god til at følge træningsprogrammer. For mig forsvinder lidt af motivationen og glæden, hvis træningen er for skemalagt. Jeg er dog klar over, at det nok er nødvendigt at gå systematisk til værks for at komme i den rette form, undgå overtræning etc.

Nu er der noget tid til, men jeg vil omkring nytår lægge en slagplan, så jeg forhåbentlig bliver godt rustet til at løbe 42 km.

Ideer og gode træningsråd modtages rigtig gerne!

Hilsen fra Lea

Cykling har ikke min interesse.

For mig er cykling = transport, dvs. en praktisk foranstaltning, som gør det muligt for mig at komme forholdsvis nemt fra A til B. Jeg er indehaver af en stor, tung "konebåd" af en damecykel. Den er komfortabel og pålidelig, men med mig ved roret holder den en gennemsnitsfart på ca. 20 km/t. Jeg er altså ingen cykelrytter.

MEN: Trods min manglende interesse for cykling, har jeg været omkring Tour de France tv indslagene flere gange. Jeg er dybt betaget af den stålsatte beslutsomhed, der er i rytternes ansigter, når det begynder at blive rigtig hårdt. Til gengæld er det også tydeligt, når benene bliver for tunge og fysikken og psyken ikke helt rækker.

Hvordan opnår man viljen og modet til at presse sig selv til at yde sit aller bedste? Jeg vil ønske, at jeg havde nøglen dertil, for når det begynder at blive hårdt, bliver jeg magelig. Af samme grund har jeg endnu ikke kastet mig ud i intervaltræning og bakkeløb, hvilket ellers ville gavne min løbeform meget. Veninden lokker med marathontræning - hun savner selskab på de lange ture - men jeg har ringe tiltro til egne evner (og vilje) i den retning.

For mange år siden oplevede jeg den fantastiske følelse, der ligger i det at presse sig selv til blodsmag i munden og tunnelsyn, så omgivelserne går i sort/hvid. Dengang var det ikke løbetræning, men jeg er sikker på at følelsen er den samme.

Jeg konkurrerer kun mod mig selv, men jeg er også min hårdeste modstander.

Har du nøglen?

 Jeg elsker at løbe - så enkelt er det.

Det blev jeg for alvor klar over, efter jeg for godt to uger siden forstuvede den ene ankel på en morgentur i skoven. Havde løbet en lang tur dagen før og var nok lidt træt i kroppen, så efter sølle tre km og et øjebliks uopmærksomhed, var turen slut og man måtte humpe hjem i nedtrykt sindstilstand.

Herefter fulgte en hel uge på sofaen, alt for meget dårligt tv, trøstespisning og en fod og ankel i helt nye farver. Absolut ingen fysisk aktivitet. I sidste uge begyndte det at gå bedre og jeg kunne genoptage mit arbejde som sygeplejerske, iført stram forbinding for at mindske den stadig ret betydelige hævelse. Fortsat ingen træning = dårligt humør og længsel efter de skønne ture ved Farum Sø og Furesø. Var savnet af veninden, som har været selskab på mange km, så jeg måtte gribe cyklen og køre med på hendes morgentur.

Men så i mandags blev det til en forsigtig og langsom 3 km tur. Det gik uden de store problemer, så nu vil jeg prøve med en kort tur hver anden dag, samt noget daglig træning på balancebræt. Nu er målet at komme tilbage i halvmarathonform, men det kræver nok en del tålmodighed...

God træning til jer alle 

fra Lea